Levator Avulsion

In Levator-avulsion, Underlivs prolaps/POP by adminLeave a Comment

Levator Avulsion

Muskelafrivninger i bækkenbunden – den oversete fødselsskade

Muskelskader i bækkenbunden, hvor dele af eller hele musklen, afrives fra knoglerne i bækkenet kaldes en Levator Avulsion. Fænomenet blev først rigtig anerkendt i 2005 af professor Hans P. Dietz, men blev allerede nævnt tilbage i 1907, uden videre anerkendelse.

Levator Avulsion ses typisk i forbindelse med en fødsel. En afrivning af levator ani (den del af bækkenbundens muskel, som former indgangen til skeden), sker hos 36% af de fødende kvinder.  En afrivning skaber en øget åbning ind til skeden, som en del kvinder også kan være kosmetisk generet af efter en fødsel. Kvinden beretter hyppigt om at føle sig åbentstående. Kvinder beretter også om vanskeligheder ved at mærke knibet og om nedsat følelse under samleje.

Levator hiatus – skedens indgang

Indgangen ind til skeden, levator hiatus, er den største åbning ind i kroppen. Hvis kvinden har en Levator Avulsion er åbningen ind i kroppen blev forøget og øger muligheden for at de indre organer kan synke ned, når det intra-abdomiale tryk øges. F.eks. ved hoste, løft, foroverbøjninger, squatting mm. 

Læs om underlivsprolaps: Nedsynkning af underlivet

Når der er sket en delvis Levator Avulsion, hvor f.eks. den højre side af muskulaturen er afrevet fra sit fæste på bækkenets knogler, vil kvinden opleve at det er svært at mærke knibet i den skadede side. F.eks. kan hun berette om vanskeligheder ved at lave knibeøvelser, når hun ligger på sin venstre side, hvor den højre del af bækkenbunden trænes. 

Ligeledes vil en GynObs fysioterapeut ofte kunne berette om mærkbar styrkeforskel mellem venstre og højre side af bækkenbunden i en muskeltest. 

I tilfælde af en Levator Avulsion vil der ofte være behov for at træne med fokus på en neuromuskulær træning, og på at tænke i udgangsstillinger så kvinden kan mærke at hun får fat i musklen. Her gælder alle tricks. Den neuromuskulær træning har til formål at forsøge at aktivere hver eneste fiber i musklen, som sidder tilbage. Her kan man anvende billeder af bækkenbunden, men også feedback fra underlaget. F.eks. et sammenrullet håndklæde, som kvinden sidder overskrævs på eller evt. anvende den nye Empelvic pude https://empelvic.dk/om-puden/

Når Levator Avulsionen er fuldstændig, og afrivningen af musklen er komplet i den ene side, handler rådgivningen i høj grad om at vejlede og forebygge en fremtidig underlivsprolaps.

Fokuspunkter ved en Levator Avulsion

  • Træning af bækkenbunden
  • At knibe, når bugtrykket øges
  • God siddestilling ved afføring
  • Bækkenbundsvenlig træning
  • Tidlig brug af et støttepessar (støtte til de indre organer/forebyggelse af underlivsprolaps)

Prof. Hans Peter Dietz konkluderer følgende ved en avulsion:

 

  • Svækker musklen 1/3 i gennemsnit
  • Gør musklen 50% mere strækbar/elastisk 
  • Øger skedens åbning med ca. 1/4 (levator hiatus)
  • Fordobler risikoen for en blæreprolaps
  • Tredobbelt risiko for en livmoderprolaps
  • Tredobbelt risiko for en ny prolaps efter en underlivsoperation

Levator Avulsion og fødsler

Skaden opstår som tidligere nævnt typisk under en fødsel. Følgende øger risikoen:

  • Brug af tang
  • Tidligere kejsersnit
  • Forældre, søskende med voldsomme fødsler
  • Stort barn
  • Stjernekikker
  • Episiotomi (epis) er bedre end en bristning ( går ikke dybt i muskulaturen)
  • > 35 år ved første fødsel 

Hvorfor får kvinder en Levator Avulsion?

Spørgsmålet har optaget Hans Peter Dietz en del, og er et emne han diskuterer i “The pelvic health podcast”. Han stiller spørgsmålstegn ved, om bækkenbunden ikke har gennemgået samme udvikling og tilpasning, som resten af kroppen i udviklingen fra at være en abe, som har bevæget sig omkring på alle fire, til at stå og gå oprejst. Han mener f.eks., at bækkenbunden ikke er færdigudviklet, for hvor smart er det, at musklen hæfter direkte på knogle? Andre muskler i kroppen hæfter via en sene. Det direkte fæste gør musklen langt mere sårbar for skader. 

Jeg syntes det er en interessant observation, fordi den kan være med til at forklare den sårbarhed kvinder har for at få skader i deres bækkenbund. Det er også en viden vi bør sætte mere fokus på i sundhedssektoren, så vi kan gøre kvinders fødsler bedre og arbejde på at minimere riskoen for Levator Avulsion.

Hvor kan du få testet for en evt. muskelafrivning?

Alle kvinder som har født burde have mulighed for at  få en indvendig test af deres bækkenbund for at få afdækket evt. muskelskader. Det er på nuværende tidspunkt ikke en skade der i Danmark har fået det store fokus, og heller ikke en fødselsskade som du kan forvente din praktiserende læge automatisk tjekker dig for ved en 8 ugers kontrol, efter fødsel. 

Hvis du ønsker at få din bækkenbund vurderet kan du gå til en gynækolog eller tage kontakt til en GynObs fysioterapeuter, som er specialuddannet til at udføre en indvendig undersøgelse. Ikke alle GynObs fysioterapeuter udreder for Levator Avulsioner, så det er en god ide at kontakte din lokale GynObs, inden du booker en tid.

Referencer

 “The pelvis health podcast”, interview v/Peter Dietz

“Levator Avulsion simply explained, Sue Croft http://www.pelvicfloorrecovery.com/ORD/wp-content/uploads/Book-cover-front-Edition-4-low-res.png

 

Leave a Comment