Levator Avulsion

In Levator-avulsion, Underlivs prolaps/POP by admin6 Comments

Muskelafrivninger i bækkenbunden – den oversete fødselsskade

Muskelskader i bækkenbunden, hvor dele af eller hele musklen, afrives fra knoglerne i bækkenet kaldes en Levator Avulsion. Fænomenet blev først rigtig anerkendt i 2005 af professor Hans P. Dietz, men blev allerede nævnt tilbage i 1907, uden videre anerkendelse.

Levator Avulsion ses typisk i forbindelse med en fødsel. En afrivning af levator ani (den del af bækkenbundens muskel, som former indgangen til skeden), sker hos 36% af de fødende kvinder.  En afrivning skaber en øget åbning ind til skeden, som en del kvinder også kan være kosmetisk generet af efter en fødsel. Kvinden beretter hyppigt om at føle sig åbentstående. Kvinder beretter også om vanskeligheder ved at mærke knibet og om nedsat følelse under samleje.

Levator hiatus – skedens indgang

Indgangen ind til skeden, levator hiatus, er den største åbning ind i kroppen. Hvis kvinden har en Levator Avulsion er åbningen ind i kroppen blev forøget og øger muligheden for at de indre organer kan synke ned, når det intra-abdomiale tryk øges. F.eks. ved hoste, løft, foroverbøjninger, squatting mm. 

Læs om underlivsprolaps: Nedsynkning af underlivet

Når der er sket en delvis Levator Avulsion, hvor f.eks. den højre side af muskulaturen er afrevet fra sit fæste på bækkenets knogler, vil kvinden opleve at det er svært at mærke knibet i den skadede side. F.eks. kan hun berette om vanskeligheder ved at lave knibeøvelser, når hun ligger på sin venstre side, hvor den højre del af bækkenbunden trænes. 

Ligeledes vil en GynObs fysioterapeut ofte kunne berette om mærkbar styrkeforskel mellem venstre og højre side af bækkenbunden i en muskeltest. 

I tilfælde af en Levator Avulsion vil der ofte være behov for at træne med fokus på en neuromuskulær træning, og på at tænke i udgangsstillinger så kvinden kan mærke at hun får fat i musklen. Her gælder alle tricks. Den neuromuskulær træning har til formål at forsøge at aktivere hver eneste fiber i musklen, som sidder tilbage. Her kan man anvende billeder af bækkenbunden, men også feedback fra underlaget. F.eks. et sammenrullet håndklæde, som kvinden sidder overskrævs på, en Franklin fascia roll eller evt. den kontante/hårde  Empelvic pude. Prøv dig frem. Flere af metoderne kan du afprøve hos din GynObs fysiotetapeut inden et evt. køb.

Når Levator Avulsionen er fuldstændig, og afrivningen af musklen er komplet i den ene side, handler rådgivningen i høj grad om at vejlede og forebygge en fremtidig underlivsprolaps.

Fokuspunkter ved en Levator Avulsion

  • Træning af bækkenbunden
  • At knibe, når bugtrykket øges
  • God siddestilling ved afføring
  • Bækkenbundsvenlig træning
  • Tidlig brug af et støttepessar (støtte til de indre organer/forebyggelse af underlivsprolaps)

Prof. Hans Peter Dietz konkluderer følgende ved en avulsion:

 

  • Svækker musklen 1/3 i gennemsnit
  • Gør musklen 50% mere strækbar/elastisk 
  • Øger skedens åbning med ca. 1/4 (levator hiatus)
  • Fordobler risikoen for en blæreprolaps
  • Tredobbelt risiko for en livmoderprolaps
  • Tredobbelt risiko for en ny prolaps efter en underlivsoperation

Levator Avulsion og fødsler

Skaden opstår som tidligere nævnt typisk under en fødsel. Følgende øger risikoen:

  • Brug af tang
  • Tidligere kejsersnit
  • Forældre, søskende med voldsomme fødsler
  • Stort barn
  • Stjernekikker
  • Episiotomi (epis) er bedre end en bristning ( går ikke dybt i muskulaturen)
  • > 35 år ved første fødsel 

Hvorfor får kvinder en Levator Avulsion?

Spørgsmålet har optaget Hans Peter Dietz en del, og er et emne han diskuterer i “The pelvic health podcast”. Han stiller spørgsmålstegn ved, om bækkenbunden ikke har gennemgået samme udvikling og tilpasning, som resten af kroppen i udviklingen fra at være en abe, som har bevæget sig omkring på alle fire, til at stå og gå oprejst. Han mener f.eks., at bækkenbunden ikke er færdigudviklet, for hvor smart er det, at musklen hæfter direkte på knogle? Andre muskler i kroppen hæfter via en sene. Det direkte fæste gør musklen langt mere sårbar for skader. 

Jeg syntes det er en interessant observation, fordi den kan være med til at forklare den sårbarhed kvinder har for at få skader i deres bækkenbund. Det er også en viden vi bør sætte mere fokus på i sundhedssektoren, så vi kan gøre kvinders fødsler bedre og arbejde på at minimere riskoen for Levator Avulsion.

Hvor kan du få testet for en evt. muskelafrivning?

Alle kvinder som har født burde have mulighed for at  få en indvendig test af deres bækkenbund for at få afdækket evt. muskelskader. Det er på nuværende tidspunkt ikke en skade der i Danmark har fået det store fokus, og heller ikke en fødselsskade som du kan forvente din praktiserende læge automatisk tjekker dig for ved en 8 ugers kontrol, efter fødsel. 

Hvis du ønsker at få din bækkenbund vurderet kan du gå til en gynækolog eller tage kontakt til en GynObs fysioterapeuter, som er specialuddannet til at udføre en indvendig undersøgelse. Ikke alle GynObs fysioterapeuter udreder for Levator Avulsioner, så det er en god ide at kontakte din lokale GynObs, inden du booker en tid.

Referencer

 “The pelvis health podcast”, interview v/Peter Dietz

“Levator Avulsion simply explained, Sue Croft http://www.pelvicfloorrecovery.com/ORD/wp-content/uploads/Book-cover-front-Edition-4-low-res.png

 

Comments

  1. Hej. Jeg har født vaginalt efter tidligere kejsersnit og har desværre fået denne skade. Jeg skal opereres i Schweiz om nogle dage for levator avulsion. I Danmark siger man at det er umuligt, men i Schweiz er der en læge der har gjort det i mange år. I er velkommen til at kontakte mig, hvis det har interesse. Dbh Ellen

    1. Author

      Hej Ellen
      Det lyder vældig interessant! Og hvor er det positivt at høre, at der er fokus på fødselsskaden i Schweiz. Vi vil gerne høre meget mere, og vil være interesseret i hvis du kan fortælle lidt mere om dine skader og hvor og hvordan du skal opereres. Dbh. Mette, Styrkditunderliv.dk

  2. Tak for svar og positiviteten omkring dette. Han vil sætte puborectalis musklen tilbage til knoglen. Han har gjort det i mange år og har gode resultater med dette. Jeg har været i kontakt med en af de kvinder, som han har opereret og hun er meget glad
    For resultatet. Jeg skal nok skrive på den anden side af operationen. Dbh Ellen

    1. Hej, jeg fik en delvis afrivning (i højre side) ved første fødsel pga hård tang i 2005. Det blev bare ikke opdaget, før 1,5 år senere. Det var svært at trænge igennem med, at noget var helt galt hos læge og hospital. De konstaterede blot, at livmoderen sad, hvor den skulle og sendte mig til en gynObs for at lære at knibe. Hvilket jeg dog godt kunne finde ud af. Hun opdagede det heldigvis. At der var hul og musklen lå tilbagetrukket og lavede ingenting.
      Efter et par år blev jeg undersøgt på Skejby af en specialist, som gerne ville operere mig, når jeg var færdig med at føde børn.
      Mine gener er primært muskulære og omkring sener osv fra lænd og til knæ, som jeg forsøger at holde væk med træning. Så jeg fik aldrig operationen. Men sig til, hvis I kan bruge mine erfaringer.
      Lene

  3. Hej Ellen,

    Jeg vil vildt gerne vide hvad lægen/klinikken hedder? Er det noget du vil dele? 🙂

    Mvh Danielle

Leave a Comment