Styrk dit underliv

En overspændt bækkenbund – jep, det kan gøre ondt

In Underlivssmerter by admin10 Comments

Gør din bækkenbund ondt, når du laver knibeøvelser?

Har du smerter i leddene omkring bække-net? Svært ved at tømme blæren, når du er på toilettet? – Er det smertefuldt eller ligefrem vanskeligt at få din tarm tømt for afføring? Smerter ved samleje? Svært ved at give slip under en fødsel? Hvis du kan nikke genkendende til en eller flere af de nævnte symptomer, har du muligvis en overspændt bækkenbund. En overspændt bækkenbund hedder også en hyperton bækken-bund.

Det er en relativ almindelig tilstand og årsagerne kan være flere. Det kan være fødselsskader, seksuelle traumer, inflammation (betændelse) i bækkenet, f.eks. efter infektioner i blæren og tar-men. Det kan også skyldes, at din træning af bækkenbunden har været for intensiv og uden den helt rigtige teknik. Hvis du kniber dagen lang og glemmer at give musklen “levator ani” pauser, vil den komme på overarbejde. Det kan resultere i en overspændt bækkenbund. Du får med andre ord en hyperton bækkenbund.

Hvis du har mistanke om, at din bækkenbund er overspændt, er det en god ide at søge hjælp hos en GynObs fysioterapeut. En GynObs fysioterapeut kan teste din bækkenbund (med en indven-dig undersøgelse) og lokalisere de smertegivende muskler. Den viden kan hjælpe dig videre og en behandling af tilstanden kan begynde.

Behandlingen er en kombination af massage og udspænding af musklerne i bunden af kroppen. Det svarer til at få masseret myoserne i nakken, det er bare bækkenbunden, som skal behandles. Ja, det kan gøre lidt ondt, men det er nødvendigt for at få bedret tilstanden. Ofte er andre muskler i området omkring underlivet også ømme og har behov for massage og udspænding.

Behandlingen af den overspændte bækkenbund er meget mere end massage. Bækkenbunden skal lære at give slip, at “downtræne” musklen. Det er der flere teknikker til. Det handler om be-vidstgørelse af bækkenbunden, at kende forskellen mellem en spændt og en afslappet muskel. Her kan åndedrætsteknikker og yoga være en rigtig god hjælp. Yoga arbejder med at udspænde – også muskler og fascier i underlivet.

En simpel, men effektiv måde at downtræne din bækkenbund:

Link til tip på youtube: Se mere her

Husk, at selvom det er en almindelig tilstand, så betyder det ikke, at der ingenting kan gøres og at du skal acceptere tilstanden. Du kan få meget god hjælp og komme dig helt over den overspænd-te bækkenbund, eller få symptomerne til at aftage betragteligt. Hjælp til selvhjælp er vigtigt.

Kan du nikke genkendende til symptomerne? Hvis du er i tvivl om du har en hyperton bækken-bund, er du velkommen til at skrive til mig.

Comments

  1. Hej.

    Jeg så artiklen omkring at have en overspændt bækkenbund. Nogen af symptomerne passer, men jeg er selv i tvivl om jeg har en overspændt, da mine udfordringer er noget jeg altid har haft og derfor ikke har en referenceramme.

    Er der nogen måde man kan blive klogere på dette?

    Mvh

    1. Author

      Hej Lena
      Tak for dit spørgsmål.
      Den letteste måde at få det bekræftet/afkræftet er at rette henvendelse til en GynObs fysioterapeut, som kan teste det for dig. Det er en indvendig undersøgelse af din bækkenbund, som også kan teste hvordan din bækkenbund fungere.
      De bedste hilsner
      Mette

  2. Hej min bækkenbund har været overspændt siden april måned efter et stort keglesnit. Jeg tager smertestillende hver dag. Hvornår stopper det med at gøre ondt ? Jeg har været til gyn obs og ekstra undersøgelse på gynækologisk
    Vh Louise

    1. Author

      Hej Louise
      Tak for dit spørgsmål. Ved du hvorfor du har smerter? Er det pga.opspændte muskler efter keglesnittet, eller er det arvæv eller noget helt tredje? Hvad mon din GynObs og gynækolog har vurderet er årsagen?
      Hvis det er musklerne der er meget opspændte, kan der gå lidt tid før du mærker effekt af den behandling du får. Du er meget velkommen til at kontakte mig i klinikkens telefontid mandag og onsdag mellem 8.00-9.00.

      De bedste hilsner
      Mette Kjær Larsen
      GynObs fysioterapeut
      styrkditunderliv.dk

  3. Hej jeg er 63 og har undt i midt bækken og jeg kan mærke den muskel der gør undt under min pung og endetarm når jeg massere den hjælpe det og varmt vand hjælpe også jeg har førsteret prostata og er lige blevet opereret har døjer med de smerte i mange år jeg har der best når jeg går ? Når jeg sede ned gør det undt og ligge jeg på ryggen gør det undt hvad kan jeg gøre
    Mvh Kaj

    1. Author

      Mange mænd slås også med en overspændt bækkenbund, og kan bestemt også have glæde af at opsøge hjælp hos en GynObs fysioterapeut. Her kan du få hjælp til at få musklen (musklerne) behandlet, og lærer hvordan du kan arbejde med at få spændingerne til at løsne sig.
      Håber det gav dig mod på at opsøge hjælp.

      Dbh. Mette Kjær Larsen GynObs fysioterapeut styrkditunderliv.dk

  4. Hej

    Jeg har været til en gynækologisk undersøgelse hvor det viser sig at jeg har en overspændt bækkenbund. Hænger det sammen med at jeg er forstoppet? Kan ikke slippe luft ud og føler mig ikke tømt efter toiletbesøg. Føler jeg er forstoppet 24/7.

    1. Author

      Hej Mia
      Det er naturligvis vigtigt at få udredt årsagen til forstoppelsen, og udelukke at der kan ligge sygdom bag. Når det er sagt, så oplever vi ofte at en overspændt bækkenbund, som du beskriver kan være den direkte og/eller indirekte årsagen til at forstoppelsen fastholdes. Her, vil det være nødvendigt at arbejde på at få bækkenbunden til at slappe af og slippe. Det hjælper ofte ret godt på tarmen, som får nemmere ved at tømme sig. Vi kan varmt anbefale at du kontakter en GynObs fysioterapeut, som kan hjælpe dig med afspændingen og øvelser. Dbh. Mette, styrkditunderliv.dk

    1. Author

      Hej Joanna
      Tak for dit spørgsmål. En overspændt bækkenbund kan, så vidt vi ved, ikke være den direkte årsag til en udspilet mave. Omvendt kan man sige, at når musklerne er spændt op, vil det ofte kunne påvirke fordøjelsen. Det kan, hos nogen, gøre defækationsprocessen besværlig og give tømningsproblemer. Hos nogen vil det kunne resultere i en udspilet mave og mavekneb. Vi vil dog altid råde til, at man kontakter sig læge. Ingen bør have tømningsproblemer, som varer ved. Dbh. Mette GynObs fysioterapeut

Leave a Comment