Denne blog skal handle om “desencus”, noget som mange kvinder kender og alligevel ikke kender.
Er du et stort spørgsmålstegn nu, er du ikke alene. Mange kvinder kender til generende tyngdefornemmelse i underlivet, men ved ikke at der er tale om en nedsynkning (desencus) – men det kan der heldigvis og næsten altid rettes op på. Men hvordan? En nedsynkning? Det lyder grumt og farligt. Er det egentlig så farligt som det lyder? Det vender jeg tilbage til!
Min uge på klinikken
Den seneste uge har jeg i mit klinikarbejde som GynObs fysioterapeut mødt 3 kvinder som kommer med symptomer på nedsynkning. Den ene kvinde i 30’ erne havde tidligere søgt hjælp med så svære symptomer på nedsynkning, at hun havde været igennem en operation med opsyning af skedevæggen, ikke just et ønskescenarium. En ung kvinde, med lille barn med håb om flere i vente ( herunder dejlig sex).
Den stakkels pige fik nedsynkningen et halvt år efter sin fødsel, da hun gik igang med vægttab og hård efterfødselstræning. Hun havde ikke fået korrekt vejledning i hvad man må og ikke må træne. Intensiv styrketræning, løb, crossfit, og fitness er et no go så kort tid efter en fødsel. Husker du bare det, har jeg allerede fået mit væsentligste budskab igennem.
Jeg kan vejlede dig rigtigt. Der skal trænes coremuskler, herunder koordinerende knib på den rette måde og på det rette tidspunkt! Jeg gentager det gerne….eller læs igen!
Et utrænet underliv, hvor de indre muskler ikke er blevet styrket, kan reagerer med en nedsynkning. Det er ikke sikkert det sker, men bestemt heller ikke usædvanligt at få en desencus under løb, host og løft. I min klients tilfælde, fik det desværre en uheldig udgang at hun trænede forkert, 3 typer nedsynkning, som hun blev opereret for: Blæren, endetarmen og livmoderen!
Idag har min klient det heldigvis godt og nu arbejder vi med de rigtige træningsøvelser, målrettet og forebyggende på ikke at gentage den udgang.
Tyngdefornemmelse
Et af symptomerne på en nedsynkning, kan være tyngdefornemmelse. En nedsynkning kan også give symptomer som inkontinens, fordi blæren er sunket ned og ind i skedens forvæg. Når blæren synker hedder det et cystocele. Et cystocele kan give besvær med at få tømt blæren 100 % ved vandladning. Det øger sandsynligheden for en blærebetændelse, men også urinlækager.
En nedsynkning er det samme som et brok. Brokket ligger skjult for det blotte øje, fordi det opstår indvendig og i underlivet. Det gør det svær at opdage i tide, så det ikke bliver behandlingskrævende.
Hvad vil det sige at have tyngdefornemmelse?
Jeg plejer at beskrive det som den fornemmelse kvinder oplever i underlivet og skeden når de menstruerer. Det føles som en murrende fornemmelse og nogen mærker at det fylder op og føles forkert. Kender du den fornemmelse kan det måske skyldes nedsynkning og du kan overveje at blive undersøgt af din egen læge, gynækolog eller specialuddannet fysioterapeut.
Tyngdefornemmelse og smerter ved samleje
Et andet almindeligt symptom ved nedsynkning er smerter ved sex. Det kan gøre ondt når penis rammer stedet i skeden hvor blæren er sunket ind i skedeforvæggen. Det er ikke farligt, men kan være ubehagligt. Selvom det er tabubelagt skal du bare søge hjælp for som professionel behandler møder man “dig” dagligt, og derfor er du ikke en mærkelig, pinlig sag. Lad være med at gemme dig.
Er en nedsynkning farlig?
Nej! En nedsynkning er ikke farlig. Du skal ikke blive bange og tro at du ikke må bevæge dig, hvis du oplever tyngdefornemmelse. Ofte vil det handle om at få startet en specifik optræning af dine muskler i og omkring underlivet. At lære at lave bækkenbundstræning rigtigt er cluet. Du kan hente hjælp hos en specialuddannet fysioterapeut.
Forskellige typer nedsynkning
Blæren kan synke, det samme kan endetarmen. Det kan også være livmoderen eller din tyndtarm. Hvis du er i tvivl og kan mærke at noget ikke er som det plejer i underlivet: Søg hjælp.
Har du tyngdefornemmelse? Måske har du en nedsynkning?
Comments
Tak for en god post 🙂 kan man træne et fremfald af skedens forvæg væk?
Hej Pernille
Tak for dit gode spørgsmål, som jeg tror er interessant for mange 🙂
Du spørger om et fremfald af skeden kan trænes væk, og det korte svar er nej. MEN når du styrker din bækkenbund og den opnår en hvis styrke, løftes den forreste del af skeden ( forvæggen). Dette løft kan gøre symptomerne mindre. Hvis man har en nedsynkning/fremfald efter en fødsel, kan der være en spontan bedring i det første år. En bedring som hos nogle, betyder at fremfaldet forsvinder. Dbh. GynObs Mette Kjær Larsen