“Når du tisser, skal du forsøge at knibe strålen over”
Det er en bækkenbundstest, mange kender. Det er en populær måde at selv-teste på. Er det en god metode?
Bækkenbunden før fødsel – knib med ynde!

En ung og velfungerende bækkenbund, kniber med ynde og kraft. Det er en muskel, som er stærk og naturligt trækker sig sammen, når bugtrykket stiger. En velfungerende bækkenbund har et indbygget refleksknib. Det betyder, at musklen automatisk trækker sig sammen, når bugtrykket stiger, f.eks. under hoste og nys. Det er smart og skåner underlivet, hvilket nedsætter belastningen på organerne i bækkenet. Det betyder dog ikke, at bækkenbundstræning er overflødig. Jo bedre man kender sin bækkenbund som ung, des bedre kort på hånden når man virkelig får brug for den under en graviditet og efter en fødsel.
I de unge år handler det i høj grad om skabe en god forbindelse til musklen i bunden af kroppen. Det kalder man også for træning af nervesystemet. Jo bedre kontakt, des bedre er udgangspunktet senere i livet, fordi man allerede har skabt et godt fundamenet og kender sin krop.
Bækkenbunden efter fødsler – knib med koncentration!

Fødsler er en stor synder, når det handler om skader på bækkenbunden. En beskadiget muskel har ikke nødvendigvis et stærk knib, som i ungdommens vår.
Betyder det noget for funktionen?
Bækkenbundens evne til at arbejde ændres, når den er vokset sammen efter en fødsel. Der kommer arvæv. Arvæv har ikke samme elastiske funktion som muskelvæv. Arvæv er rigidt som nylonsnor. Det betyder, at bækkenbundens mulighed for at trække sig sammen under et knib og slippe igen, nedsættes. En bækkenbund med fødselsskader, kan komme til at fungere ok igen. Ofte oplever vi, at en svækket bækkenbund også har et væsentligt nedsat refleksknib. Hos mange kan det genoptrænes, selv efter skader. Bækkenbunden er tæt forbundet med bindevæv, kar og nerver. Nerver som kan være forstrukket under fødsel, bindevæv som er beskadiget – det er ikke altid bækkenbunden, det handler om, når vi taler om skader efter fødsler. Det kan være en kombination og individuelt, om det udgør et problem.
Det handler om at lære at bruge den bækkenbund, man nu engang har. Selve styrken i knibet siger ikke nødvendigvis noget om funktionen. Dvs. om du kan knibe tilstrækkeligt, når bugtrykket stiger. Eksempler på funktionsknib er, at knibe før et host og når du løfter barnebarnet. Du kan sagtens være tæt (kontinent) og ikke have en nedsynkning (descencus), selvom din knibestyrke er nedsat. Det er vigtig viden!
Selve STYRKEN i knibet siger ikke nødvendigvis noget om funktionen, dvs. om din evner til at kunne bruge din bækkenbund, når det virkelig gælder
Og nu tilbage til spørgsmålet: Nytter bækkenbundstesten: at knibe strålen over, når du tisser ?
JA! Seneste evidens (2026) peger på vigtigheden i, at kvinder bør kunne kappe strålen 5 sekunder inde i en vandladning, på en fyldt blære. Hvis strålen ikke kan kappes eller det tager flere sekund at bremse, tyder det på svækkelse af muskulatur omkring urinrøret. Det kan det resulterer i inkontinens af typen anstrengelsesinkontinens (stressinkontinens).
At bremse urinstrålen, er en træning af den forreste del af bækkenbunden. Letteste måde at teste om man kan, er ved at kappe urinstrålen. Hvis du ikke kan, så træn dagligt bevægelsen: Træk klitoris bagud.
Hvad kan en GynObs fysioterapeut hjælpe med?
En GynObs fysioterapeut tester for styrke, koordination, sensibilitet, ømhed, muskel- og bindevævsskader. Nervepåvirkning og meget mere. Det er en undersøgelse som sætter spot på helheden og med en samlet tilbagemelding på, hvilke type behandling vi anbefaler. Nogle skal hjem og træne at kappe strålen , andre får anbefalet at træne bækkenbunden, med klassiske øvelser hvor knibet starter bagfra ved endetarmsåbningen. Det vil altid være en individuel vurdering
Nytter bækkenbundstesten: at knibe strålen over, når du tisser? Ja, i høj grad 🙂
Skriv gerne om dine erfaringer med testen på info@styrkditunderliv.dk


Comments
Al info vedr. inkontinens er velkommen!
Pingback: Bækkenbundstræning-kniber du rigtigt sammen, test dig selv!