– Om skøre slimhinder, bækkenbund , sex og overgangsalder
Lotte Hvas, speciallæge i almen medicin, dr. med.
Forfatter til bogen ”Overgangsalderen – bedre end sit rygte”
(Billede: Zani: ”Love”, www.zani.com.mk)
Ja, det er rigtigt: Det er aldrig for sent at komme i gang med at styrke underlivet. Og overgangsalderen er et godt tidspunkt til at standse op og give underlivet lidt mere tid og fokus.
Hvad har det med overgangsalderen at gøre?
Selv om overgangsalderen er en periode hvor mange kvinder har det godt og har fuld fart på i livet, så er det også en tid hvor hormonerne ændrer sig. Æggestokkene holder gradvist op med at lave østrogen, og det betyder at slimhinderne omkring skede og urinrør bliver tyndere og at støttevævet omkring bækkenbunden bliver lidt løsere. For mange betyder det ikke noget, de skal kun indstille sig på en ny balance. Men for nogen kan det betyde at der kommer smerter ved samleje, blærebetændelser og begyndende inkontinensproblemer. Men det er alt sammen noget du kan gøre noget ved!
Lokalbehandling til skøre slimhinder
Slimhindeproblemerne fra skede og urinveje starter ofte nogle år EFTER den sidste menstruation. Derfor er der mange, der ikke sætter det i forbindelse med overgangsalderen, og undlader at søge hjælp. Måske har man klaret sig igennem perioden uden de store problemer, og mange tænker at det er vel ’bare alderen’, og noget man må affinde sig med. Men nej! Der er hjælp at hente, og ikke problemer som man behøver at affinde sig med. Og det er aldrig for sent at starte lokalbehandling.
Behandlingen består især af lokalbehandling med hormoner – det er det mest effektive. Det findes som creme, stikpiller, vaginaltabletter og hormonring. Vaginaltabletter og hormonring er på recept – de øvrige i håndkøb.
Der findes også hormonfrie alternativer, dels med et stof der hedder hyaluronsyre, men også fugtighedsbevarende cremer og eksplorationscreme kan benyttes, ligesom almindelig mandelolie.
Use it or lose it: Sexlivet skal plejes
Brug det, eller det forsvinder. Det kan siges om mange af kroppens funktioner, men det gælder faktisk også seksualiteten. Prøv et øjeblik at glemme alle myter du måtte have hørt om hvordan kvinders seksualitet går helt i stå, når de kommer i overgangsalderen. Det er forkert. Men det kan være at det kræver mere tid, og ikke noget der bare kommer ved at knipse i fingrene. De fysiske funktioner aftager med alderen – hos begge køn. Med årene skal der simpelthen mere tid til det hele – også til den seksuelle stimulation. Det tager længere tid at reagere på berøring af huden og stimulation af kønsorganerne. For kvinderne tager det længere tid før skeden er klar til samleje og for mændene tager det længere tid at opnå rejsning. Det tager også længere tid at opnå orgasme, og fysisk set bliver den mindre kraftig, men opleves som oftest psykisk som den har gjort tidligere. Disse forandringer er meget individuelle og kommer gradvist, og forskelligt hvornår de registreres af den enkelte.
Men lysten varer livet ud. Mange bliver ved med at have sex langt, langt op i årene – hvis de har mulighed for det. Når sekslivet aftager, er det for manges vedkommende et udtryk for at de ikke har nogen partner.
I forhold til overgangsalder og seksliv, er der dog en afgørende ting: Den tynde skedeslimhinde kan for manges kvinders vedkommende give smerter ved samleje. Man kan let komme ind i en dårlig spiral, hvor kvinden ikke ønsker at have sex pga smerter, og manden mister sin rejsning. Og hvis der går længere og længere tid mellem gangene, kan den ’manglende brug’ resultere i at kroppen (og kvindens skede) indstiller sig på at sekslivet er slut.
Nogle kvinder møder en ny partner flere år efter at de har været i overgangsalderen. Og så skal kroppen virkelig genoptrænes og lokalbehandling bliver et ’must’ – men igen: det er ikke for sent!
Knibeøvelser
Jeg kan selv huske, hvor svært det var at få tid til knibeøvelser, da jeg kom hjem fra sygehuset med nyfødte børn. Selv om jeg blev belæsset med pjecer og velmente råd om at jeg skulle knibe, knibe, knibe, så var det hurtigt noget der forsvandt i hverdagens gøremål med små børn.
For mange har det måske heller ikke været et problem – før nu. Pga faldet i østrogen, kan støttevævet i bækkenbundet blive en smule løsere, og det kan være nok til at de første inkontinenssymptomer melder sig – ved hoste, nys og løft.
Men også her er det muligt at indhente det forsømte. Knibeøvelser i overgangsalderen kan forbedre styrken i bækkenbunden og forhindre at det udvikler sig til et større problem.
Men det er vigtigt at du kniber rigtigt – dvs at det er bækkenbunden der trænes, og ikke mave, baller og lår.
Hvis du er i tvivl, om du har fat i de rigtige muskler, så bliv undersøgt hos din læge eller hos en fysioterapeut, der er uddannet og må have lov til at undersøge dig indvendigt.
Vil du vide mere?
Hvis du er interesseret i at vide mere om hvad der sker i overgangsalderen, så har jeg skrevet en brugsbog til kvinder, der hedder ”Overgangsalderen – bedre end sit rygte”.
Læs mere her: http://www.overgangskvinder.dk/wp-content/uploads/2017/09/Lotte-Hvas-flyer-med-indholdsfortegnelse-og-bagsidetekst..pdf
Eller du kan gå følge mig på min hjemmeside www.overgangskvinder.dk
eller på Facebooksiden @overgangsalderen
Mvh Lotte Hvas