Blære og kaffe
En mandag morgen for et par måneder siden sad jeg med min stille morgenkaffe, mens familien susede rundt og gjorde klar til skole og arbejde. Jeg nyder min frihed som iværksætter – at starte dagen uden stress og jag.
Denne morgen var jeg ekstra kaffetørstig og bryggede endnu en espresso, da huset blev stille. Kaffe og arbejdsmails går godt i spænd. Netop den morgen kom kaffen til at betyde mere, end jeg havde regnet med.
Nyt træningshold og adrenalin i blodet
Mandag er undervisningsdag for et nyt træningshold med mødre og babyer. Selvom jeg ofte underviser, får jeg altid en lille portion “gode nerver”, når der er nye ansigter.
Spændingen giver et boost – og det øger kroppens produktion af adrenalin. Det mange ikke ved er, at adrenalin kan øge trangen til vandladning. Det er helt normalt og er ikke nødvendigvis et tegn på tranginkontinens. Men denne mandag tog det overhånd.
7 vandladninger inden kl. 10!
Mit vækkeur ringer aldrig, men det gør min mands! Hver dag kl. 5.55 bipper det trofast, og vi står op, og jeg klarer dagens første toiletbesøg. Normalt vil der gå et par timer før næste trang til vandladning melder sig, men ikke denne mandag. Jeg var afsted ca. hver 30-45. min. frem til kl. 10.00 og havde flere symptomer på en tranginkontinens (dog ingen urin i bukserne). Tranginkontinens er netop kendetegnet ved hyppige vandladninger, mindre portioner og en stærk trang, som kan være vanskelig at overhøre.
Jeg undrede mig en del, men havde ikke tid til at spekulere mere over hvorfor. Det kom først de efterfølgende dage…
Selvfølgelig…den pokkers kaffe!!
Normalt har jeg en blære, som opfører sig fredeligt. I perioder kan jeg godt have en nervøs blære, især hvis jeg er stresset og anspændt. Heldigvis ved jeg, at det er forbigående og er opmærksom på, at symptomerne aftager. De aftager altid, og alt er ved det gamle. Nervøs blære eller ej, 7 toiletbesøg inden kl. 10.00 er dog i overkanten, også på en mandag formiddag med nyt træningshold. Hvis ikke symptomerne var aftaget hen over formiddagen, havde jeg haft god grund til bekymring. En pludselig opstået trang, kan være første symptom på sygdom. Tranginkontinens som kommer pludseligt kan være tegn på kræft.
Kaffen, den store synder! Set i bakspejlet var det kaffeindtaget i kombination med den positive stress, som satte fut i vandladningerne. Kaffe indeholder store mængder koffein og kan alene irritere blæren indefra, så den trækker sig sammen i utide – med øget vandladningstrang som følge. Kroppen reagerer ved at opføre sig som om, at man har en tranginkontinens og resulterer i alt for hyppige toiletbesøg.
Pyha, heldigvis var det bare forbigående gener. Tænk på de personer, som dagligt lever med lignende symptomer!
Blære og kaffe
Hvordan påvirker koffein vandladningen?
1. Koffein virker vanddrivende
Kaffe indeholder koffein, som øger urinproduktionen i nyrerne. Resultatet er, at blæren fyldes hurtigere.
2. Koffein kan irritere blæren
Koffein kan gøre blæren mere følsom. Den kan begynde at trække sig sammen, selvom den ikke er fuldt fyldt. Det kan give symptomer, der minder om tranginkontinens.
3. Kombinationen af kaffe og stress
Når koffein kombineres med adrenalin fra spænding eller stress, kan det forstærke symptomerne.
Kaffe + positive nerver = øget vandladningstrang.
Har du personlige erfaringer med kaffe og et øget antal vandladninger?
Du er hjertelig velkommen til at kontakte os, hvis du tænker vi kan hjælpe. Vi er GynObs fysioterapeuter og uddannet i rådgive og behandle for inkontinens


Comments
Spændende og meget nærværende beskrivelse af dit forløb.
Hvis der er nogen, der er interesseret i vide mere om, hvad man kan gøre ved Inkontinens, og hvordan det kan behandles, så har jeg for Senior TV Østjylland lavet en film om inkontinens. Den varer 30 minutter, og den er fortalt, så alle kan forstå både, hvordan man behandler inkontinens på Skejby Sygehus i Århus, og hvordan det er for almindelige mennesker at leve med inkontinens.
Her ligger filmen: https://jeannettecold.dk/film/inkontinens/